MÅ JEG GODT VÆRE BANGE NU…?!

Hej sødeste læsere! Jeg har lyst til at dele mine tanker med jer i dette indlæg, for det er jo trods alt min blog og jeg er bare et menneske, som alle andre, der reagerer på tingene der hænder omkring mig. Jeg har virkelig brug for, at I forstår mig i dette indlæg. Jeg har dog alligevel hoppet fra med det her indlæg flere gange, og tænkt… ej, jeg skriver det ikke alligevel, for alt kan efterhånden misforstås eller skabe debatter der ender ud i meget grimt sprog. Der er jeg for træt til, og de lange kommentarer på Facebook gør mig træt og frustreret, men jeg synes at det er fint at folk siger sin mening og laver lidt “larm” mht. verdenssituationen, for det er vores måde at stå sammen på, vel.

Tidligere idag fik jeg endda en kommentar på bloggen, om hvor dejligt det er, at jeg altid er positiv her… såe… jae, jeg beklager at det ikke er et helt vildt “lyserødt indlæg”, men der er ting der går mig på! Det er noget tid siden, at jeg sidst har skrevet et længere indlæg, så nu sidder jeg foran computeren, imens Morten og Allessia sover. Jeg har egentlig ikke så nemt ved at finde de helt rette ord. Jeg synes, at det regner meget for tiden… lidt ligesom at der sker for meget lort rundt omkring i verden for tiden og man kan bare leve sit liv videre og se på og håbe, at dem med høje positioner træffer de rigtige beslutninger. Der er SÅ meget negativitet på Facebook og debatter med grimt sprog, at det ikke er til at holde ud. Vi ser nyhederne en del herhjemme, og dagen efter Paris-terrorangrebene var der selvfølgelig ikke andet i nyhederne hele dagen, og man kan ikke andet end at blive ked af det og frustreret. Derfor havde jeg heller ikke lyst, til at tage emnet op her på bloggen, for vi fulgte jo alle med, vi ved hvad der er sket. Det er selvfølgelig ikke kun i Paris, at der sker frygtelige ting, men det er tættest på os, og det kunne ligeså godt have været DK. Jeg skal ikke tænke sådan. Jeg er ikke politiker, men en bekymret mor, så det er ikke fordi, at jeg skal ud i at analysere verdenssituationen eller sige, hvem det hele er mest synd for, men det er tragisk at så mange uskyldige mennesker dør verden over lige nu, er vi på vej mod 3. verdenskrig? Er det allerede 3. verdenskrig måske!?

Det her indlæg drejer sig om fredag d. 17. november, i tirsdags – jeg følte, at jeg fik signaler fra de højere magter hele dagen, selvom jeg ikke er typen, der tror på den slags. Lyder helt craaaaay cray, I know! Men nej, jeg er ikke blevet skør… er jeg næsten sikker på da. Morten og jeg skulle ud og spise om aftenen og endelig have lidt alenetid, så jeg skulle over til min mor med Allessia, så derfor skulle vi med kystbanen fra Hovedbanegården. Er generelt ikke glad for HBG og den ulidelige stank af tis og hash og alle de manøvrer som jeg skal udføre med barnevognen, for at der ikke støder nogen fulderikker eller narkomaner ind i Allessia, for de har ofte en trang til at ville helt tæt på hende og røre hende (FORDI DE VEL SYNES HUN ER CUTE, MEN, NEEEJ TAK!). Åh, jeg lyder måske som et bittert menneske i det her indlæg, men måske nogle mødre kan forstå mig på det punkt. Jeg nævnte for Morten, at jeg ikke brød mig om at skulle på Hovedbanegården med Allessia. Hans svar var, at det er lige præcis den frygt man øsnker at indgyde. Det irriterede mig, at jeg havde det på den måde, og han havde jo ret, men min motto er better be safe than sorry, man kan kan ikke altid være safe vel og vi skulle jo afsted. På vej ned til HBG, nåede der at køre så mange tanker i hovedet på mig, at jeg nærmest gav mig selv nervøsitetskvalme. Jeg var faktisk ved at vende om og sige, f*ck det, vi dropper det, jeg kan ikke det her. Altså vi snakker om, at jeg bare skulle tage et tog fra HBG og mit hjerte hamrede. Det lyder jo SÅ latterligt, men det var det der skete. For hvad nu hvis…!? To be honest, så har det nok også noget at gøre med, at min intuition bare sagde til mig, at jeg skulle være forsigtig den dag. Jeg er MEGET intuitiv og følger den altid, hvilket har givet pote ofte. Jeg havde bare en dårlig mavefornemmelse, men blev også overrasket over, hvor meget al den information jeg har fået igennem internet og nyhederne havde påvirket mig. Generelt efter alt det lort i nyhederne (og obviously ikke kun i Paris), har jeg faktisk taget Allessia med ind i vores seng om natten og bare krammet hende og kyset hende 1000 gange imens hun sover. Jeg har knapt selv sovet, hvilket også er ligegyldigt efterhånden. Det her blogindlæg skal ikke handle om religion, eller dem og os, slet slet ikke det som jeg prøver at fortælle! Det her er mine tanker og realiteten… jeg er selv tilflytter fra et andet land, men jeg kan slet ikke forestille mig, hvor hårdt det må være for alle de mennesker, der oplever at man bare skærer alle over en kam. This is about good and evil og en gruppe mennesker, der er blevet hjernevasket, som vi har set ske i historien før. Flysituationen er jeg heller ikke glad for mere, selvom jeg nød det før i tiden. Det var ikke rart, at finde ud af, at det russiske fly der faldt ned på vej fra Egypten, faktisk havde en hjemmelavet bombe ombord, som korrupt flypersonale hjalp med at plante, så jeg holder mig helst fra at flyve, hvis jeg kan lade være. Jeg græd, da jeg så billeder af de små børn, der var ombord, hvor den mindste var 10 måneder. Men nej, vi må ikke være sure, og vi må ikke hade, og vi må ikke være bange…! Vi må ikke være bange, for så vinder de jo! Så jeg fortsætter bare som jeg plejer, for jeg kan ikke gøre andet alligevel…

PÅ HBG studerede jeg alle ansigter på vej ned til toget og analyserede. Yes, I sound crazy! Men jeg følte mig ikke sikker, jeg var bange! Jeg regnede ud, at vi skulle tage afsted, på et tidspunkt hvor der er færrest mennesker med togene, så der ikke er så mange på HBG, for så er der mindre risiko, for…. jae! Yes, I sound crazy! Tænk…. at jeg er der, hvor jeg tænker i de baner, for f*cks sake! Allessia sidder også og observerer og kigger på mig med sine store øjne, imens jeg synger for hende på vejen, Hvilket måske er mere for min gen skyld, for det virkede lidt beroligende, da jeg allerede er ude i et angstanfald, som jeg skal prøve at styre samtidigt, of course! På vej ind i toget fik jeg hjælp af en rar mand, der kunne se, at barnevognen skulle løftes for at komme med i toget, og det får jeg faktisk ofte hjælp til. Der er også mange der holder døren for os og folk er faktisk rigtig søde til at hjælpe med den slags og det er folk med forskellig etnisk baggrund, som jeg taler om her her. And it reminded me… der vil altid være mere godt i denne verden! Godheden vil altid sejre, som den altid har gjort, vi skal blot huske hinanden på det! Jeg fik nærmest en åbenbaring og de her billeder af Allessia er fra togturen – min dejlige skattepige. Hvor håber jeg bare, at det ikke fortsætter på denne måde, for jeg kan ikke bære, at hun skal vokse op i en verden, hvor der er den slags ondskab. Men jeg VED, at det ikke fortsætter sådan her, det kan det ikke.

Efter at jeg fik afleveret hende tog jeg toget hjem igen og skulle forbi HBG igen, dog var ikke samme panik jeg havde, da jeg var alene denne gang og vidste, at Allessia er “i sikkerhed”. Om aftenen var jeg ude at spise med Morten, og ved 22-tiden tog jeg til gallapremiere på “Hunger Games: Mockingjay 2” i Imperial med en veninde, da Morten var træt og gerne ville hjem og tage en lur. Jeg tager en taxa derop og mig, og jeg brokker mig ofte over den møgringe service og chauffører, som jeg ikke kan kommunikere med, men nu fik jeg en meget behagelig overraslekse, selvom det var en kort tur. Han var super flink, vi fik snakket om hvordan vi begge var flyttet til Danmark som børn, og den slags og jeg blev IGEN lige mindet om, at vi skal huske høfligheden og bare være mere åbne overfor hinanden! Med højt humør trådte jeg ind på den røde løber, smile for the cameras and all that!

Filmen sluttede sent ved 00.30-tiden og jeg skulle bare hjem og sove, så jeg tænkte at jeg da bare går hjem, det er kun 5-10 min fra biografen, så ingen grund til taxa. Jeg havde en jakke på der dækkede mig til og støvler med hæl, men jeg havde leggins på, så de var jo stramme, og min paranoia sagde til mig, at jeg måske ikke burde “friste” nogen. Altså vi taler leggings… MEN, der er sick people out there! Jeg ringede til Morten og håbede på, at han ikke sov og kunne gå mig i møde, hvilket han så sagde, at han gjorde. Det begyndte at styrtregne imens, så jeg løb ham i møde og sørgede for, at der var flere mennesker omkring, der hvor jeg gik. Jeg går efterhånden ALDRIG alene nogen steder mere. Jeg ser så Morten, der så mildest talt ligner den vådeste hund jeg nogensinde har set. Men hans nye jakkesæt helt gennemblødt og hans krøllede hår, der bare hænger ned ad ansigtet. Vi begynder at gå hjemad i raskt tempo og jeg spørger ham undrende om, hvorfor han ikke tog en paraply med!? Og da han så kigger på mig, så kan jeg bare mærke, at der er sket noget. Der havde været 2 mænd, der havde gået op til ham på vejen og stoppet ham op. Det her var tirsdag aften kl. 00.30, på et sted, hvor vi går hver eneste dag. Lige dér, var der dog ingen mennesker omkring. De spurgte ham på svagt dansk, om noget så primitivt, som “ved du hvad klokken er”, hvor han så fortæller mig, at der vidste han godt hvad de var ude efter. Vil nævne, at Morten var HELT upåvirket af denne hændelse, like nothing happened at all. Han er jo blevet overfaldet decideret det andet sted, hvor vi boede og igen… hvor kan man efterhånden være sikker!? Anyhow, han vidste jo godt, at jeg stod derude et sted i stramme leggings (ja ja) og at han skulle skynde sig, og han er bare god i den slags situationer, som desværre er blevet normen næsten. “Lad være med at gøre det sværere for dig selv” sagde de til ham. Vi havde jo været ude at spise, og derfor havde han sin nye fine suit på, hvilket selvfølgelig også gjorde, at de troede at han havde en masse cash på sig måske, men heldigvis havde han brugt det hele på mig i restauranten tidligere (in your face!). Han bemærkede, at den ene mand havde en kniv i lommen, og da de fandt ud af, at han ikke havde cash på sig, endte det så med at tage hans paraply i stedet! Det var forklaringen på Mortens wet-dog-look! For det ville da være helt galt, hvis ikke de tog et eller andet, eller hvad?! HANS FUCKING PARAPLY?! Imens de åbenbart grinende gik videre! Freaking loosers altså! Igen, Morten var faktisk helt upåvirket, men jeg var SÅ forarget og vred. Jeg var emotionel den dag og fik så mange indtryk suget til mig, at jeg simpelten begyndte at græde, for det var ren cirkus omkring mig og jeg fik selvfølgelig et slemt angstanfald oveni. Hvad er det der foregår altså!? Jeg gider ikke gå rundt og være bange, men havde jeg gået hjem de 5 minutter alene i mine leggings, så havde de måske stoppet mig op i stedet, for det var den samme vej. Min paranoia er god at have åbenbart og den er også berettiget. Jeg var SÅ SUR! Jeg græd af ren frustration! Det er bare life lige nu og jeg VED, at Morten aldrig vil være bange, hvilket også får mig ned på jorden. Så det arbejder jeg på lige nu… ikke at være bange.