MIT PINLIGE ANGSTANFALD…

9. august 2016

Hello Darlings! Jeg er på min 3. kop kaffe idag… af ren protest imod mine angstanfald. Som regel kan jeg tåle 1 kop max. om dagen, siger jeg jo til mig selv. Jeg er træt af, at få de anfald og jeg er træt af, at jeg hele tiden går og tænker – er det mon det ene eller det andet, der har fremprovokeret det? Kan jeg heller ikke tåle det her mere? Kan jeg drikke en ekstra kop kaffe eller får jeg det nu igen, hvis jeg kører i bil idag? Jeg vælger at dele de her tanker med jer her på bloggen, da jeg jo kan se, hvor mange af jer, som også døjer med det, og jeg føler mig heller ikke så alene med det, når jeg læser jeres kommentarer. Man kan nemlig godt føle, at man er den eneste, der er ved at blve skør af angsten. Jeg har med vilje valgt dette billede fra årets Distortion på Refshaleøen… I like to go out and have fun. Jeg kan godt lide at danse og være social og lave en masse i løbet af dagen. Jeg har også travlt og vil gerne nå det hele. Men desværre, kan jeg mærke, at uanset hvor meget jeg kæmper imod, så dukker angsten op… lige pludseligt.

I bund og grund, er der bare mang ting i min hverdag, der efterhånden drejer sig om min angst, og ting, som jeg holder mig fra pga. min angst. JEG ER TRÆT AF DET! Jeg har lidt af angst i 4-5 år nu, hvor jeg havde maaaange anfald i starten, som så næsten forsvandt da jeg var gravid, og langsom er kommet tilbage igen. Dog har jeg haft måneder efter fødslen, hvor alt har været helt fint, men nu er det kommet snigende tilbage. Siden jeg har fortalt jer om mit anfald på vej hjem fra London, har jeg mere eller mindre haft dem hver dag. Nogle varer kun et par minutter, hvor jeg andre gange næsten skal have nogle timer, for at komme mig igen. JEG ER TRÆT AF DET. DET GØR MIG VRED. HVAD FOREGÅR DER ALTSÅ…?

Her for et par dage siden var jeg hos tandlægen, hvilket jeg har været en del de sidste par måneder, for at fikse nogle ting med visdomstænder and stuff. Jeg bliver bedøvet hver gang, og der er jo adrenalin i bedøvelsen, for at man bløder mindre. Jeg er ikke nervøs for at gå til tandlægen mere, men adrenalinen gør, at jeg får angst hver gang, dog har jeg sagtens kunne styre det de andre gange og tænkt: “det er bare angst jeg får igen, ligesom de andre gange, så det går væk”. Jeg lukker mine øjne og nogle gange har jeg nærmest fået en powernap imens. Præcis de samme ting gjorde jeg her sidst, og jeg fik måske en anelse mere bedøvelse, fordi jeg skulle ligge lidt længere. Jeg fik svedige håndflader, begyndte at fryse, mine muskler begyndte at krampe lidt, imens jeg prøvede at berolige mig selv. Men det blev værre og følelsen af, at man bliver skør og nærmest rundtosset/svimmel kom, samt kvalme. Jeg sagde jeg skulle op og sidde og kunne nu mærke, at det kører bare derudad og jeg ikke længere kunne styre det. Min tandlæge + assistenten er super søde og jeg er meget tryg ved dem, så jeg fik vand og bad om at sidde lidt og holde ham i hånden, imens tårerne bare løb ned af mig. Den værste følelse ved angstanfald er, at man tror man er blevet skør og ikke vender tilbage til det normale tilstand. Og nok også det, at man føler man ikke kan få luft, selvom jeg prøver at trække vejret roligt alt hvad jeg kan. Jeg kunne faktisk ikke engang fremstamme, at jeg lider af angst, for de vidste det jo ikke. Jeg sad og pev og græd i 3-4 minutter, indtil det værste var overstået og forklarede, at jeg altså får det sådan nogle gange, hvorefter jeg lagde mig ned, så vi kunne blive færdige. Det var ved at aftage igen og jeg gik hjem i 20 min. ved søerne, så jeg kunne stresse helt af i hovedet. Da jeg kom hjem fortsatte jeg egentlig bare min dag, som jeg plejer og jeg kommer ret hurtigt videre efter mine anfald.

Jeg fangede mig selv i, at jeg synes det var VILDT pinligt at få angst hos tandlægen. Det var så pinligt, at jeg… en voksen kvinde, sådan begynder at græde og pive pludselig, fordi jeg føler, that I am losing my mind! Det er ikke min skyldt at jeg har det sådan, men jeg fik altså følelsen af, at jeg ikke var normal. Jeg kan simpelthen ikke acceptere det mere, at have det på den måde. Jeg er derfor gået igang med at se nogle onlinekurser lige nu, som jeg har fundet på russisk, som har hjulpet mig med at forstå hele situationen bedre. Jeg har allerede læst en masse materiale om det, for måske at få mere forståelse for hvorfor man går så meget i panik. Jeg vil fremover også supplere med nogle videoer på min YouTube, da jeg tror, at det er nemmere at snakke om det på det måde og jeg har besluttet mig for at jeg vil gøre ALT for at komme af med den følelse. jeg er lidt bange for, at det vil blive værre i fremtiden, hvis jeg bare fortsætter som jeg gør nu. Indtil videre har jeg ud fra det materiale jeg har læst, at jeg måske ikke altid har håndteret angstanfaldene helt rigtigt og at selve grunden til anfaldene i begyndelsen (og ikke anfaldene) er problemet egentlig. En episode, som på et tidspunkt er hændt i mit liv, hvor jeg har reageret voldsomt, fordi det havde en bestemt betydning, hvilket resulterede i, at en egentlig nogenlunde normal stresset periode, som mange af os har, er endt i angst/panik anfald og den onde cirkel er derefter ikke blevet brudt. Jeg har delt med jeg før, at jeg har haft depression over 2 omgange, da jeg var yngre, og der er muligvis også en connection i det hele på det område. Lige nu undersøger jeg, om der er en psykologe eller psykiater, som er specialiseret i angst og har god erfaring med det. Selvom jeg var imod det i starten, så er jeg lidt mere åben for at prøve det af nu, da jeg tvivler på, at jeg selv kan komme helt til bunds i det… hvorfor opstod min angst, og hvad vedligeholder den?! To be continued…