Hello derude. Jeg håber, at I har en dejlig påske.. jeg føler den ikke rigtig herhjemme. Generelt er jeg i ret nedtrykt humør for tiden, og prøver at holde mig beskæftiget med en masse oprydning, hvilket egentlig virker fint. Der er ca. 2 uger til jeg fylder 30, hvilket har fået mig ud i den helt store selvransagelse og dyb analyse af alle årene op til dette, og mit hjerte dunker lidt af nervøsitet over mit DR3 program, som har præmiere her d. 19. april kl. 22.00. Jeg føler en del uro i maven, men jeg synes egentlig ikke, at det her indlæg er svært at skrive… for jeg har fået det lidt på afstand nu. Jeg sidder alligevel i øjeblikket med så meget smerte i mig, at jeg er nødt til at komme ud med noget af det, for at kunne være bare lidt i min krop. Ja! Livet er op og ned… og nogle gange helt derned i dybet. men de stærke kan altid hive sig op igen, right!?
Allessia er for nyligt fyldt 2 år og man sidder og ser lidt tilbage på de her 2 år som er gået – it has been a lot. Dog er de 2 første år jo fyldt med omvæltninger for alle, der bliver mødre, og ikke kun mig, så dem der har børn, ved hvad jeg snakker om. Alt hvad der gælder hende, giver mig så meget styrke og energi og jeg er blevet ændret som menneske for altid, efter at jeg blev mor. Jeg fortæller jo ikke om alt på bloggen, men kun om de ting som jeg synes er passende for mig at dele. Sommetider skal jeg have en situation på afstand, hvorefter det næsten er lidt terapeutisk for mig at få det skrevet ned her. I starten af 2016 (januar) fandt jeg ud af, at jeg var gravid igen. Det var med blandende følelser at jeg reagerede på den nyhed, selvom jeg inderligt ønskede at Allessia skulle blive storsøster og stadig gør. Alt omkring den periode gik helt grueligt galt og jeg var derefter næsten sengeliggende i 2 måneder. Jeg kom heller ikke særlig godt over det hele psykisk og det kan stadig gå mig lidt på. Der skete så meget andet oveni, at det nærmest overskyggede den episode lidt efterfølgende og jeg kunne ikke få det bearbejdet ordentligt. Jeg tør næsten ikke håbe på mere lige nu. Allessia bliver ikke storsøster lige foreløbigt. Vi har vel selv magten til at vende op på alt i vores liv, så det afhænger vel af mig… I don’t know. Som man siger.. skæbnen ville anderledes. Jeg er taknemmelig for, at jeg har hende – det mest dyrebare i mit liv. Jeg tør ikke at tænke på, hvordan jeg ville kunne håndtere min hverdag lige nu, hvis ikke hun gav mig så meget glæde og styrke til at fortsætte. Det var det for nu… beklager, at jeg ikke er lyserød på mine sociale medier for tiden.
xx
5 kommentarer til “JEG VAR GRAVID IGEN EFTER ALLESSIA…”
Av, sikke en omgang.
Mange tanker til jer <3
– A
Hej Irina. Jeg elsker at følge din blog, men plejer dog ikke at kommentere. Men denne gang er jeg nødt til at sende dig min dybeste medfølelse. Jeg har selv opblevet et spontan abort inden jeg fik min datter som btw også er 2 år. Det er det væreste/hårdeste jeg har været igennem i mit liv! Jeg håber, at du får dealet med det på den måde som virker for dig. Jeg ønsker dig alt godt og sender en kæmpe krammer 😘
Søde Irina først vil jeg sige du gør det godt !
At du kan finde overskud selv når der nærmest intet er, er imponerende !
Det andet jeg vil sige til dig er at det er utroligt hårdt at “fravælge” et barn især når man vedhvad man får efter 9 måneder !
Var selv nød til for det barn og mig selv at vælge.det fra… jeg her ikke fortrudt det men man kan da ikke lade hver med at tænke over hvordan det havde set ud idag hvis man nu havde beholdt det ?
Det er aldrig sjovt.og hader at folk skal dømme en pga et valg der intet.har med dem at gøre ..
Vil slutte med at sige jeg har dyb respekt for jeres beslutning !!
Vi er først begyndt nu hvor vores datter er 2 1/2 år og selv snakker om at skulle være storesøster eller som hun siger “søster’bror” 😂
Husk jerse valg er de bedste valg for jer !❤
Mange hilsner ❤
Hej I, jeg stiller mig i række af følger der ikke kommenterer på posts m.fl. Men har fulgt din blog af og på da vi blev mødre for første gang nogenlunde samtidigt. Jeg har lige været gravid igen og mistede spontant lillesøsteren halvvejs. Uanset om man selv fravælger eller mister et ønsket barn er man ikke forberedt på den sorg der kommer lige efter, når nu man ved hvad det er man mister fordi man har er barn i forvejen. Omvendt er det glæden ved ens andet barn også dét der bærer en igennem. Du skal vide jeg synes du er en sej kvinde og beundrer dit mod til at dele dit liv med os – noget jeg aldrig selv ville kunne gøre. Mange knus og tanker
Jeg er faldet over dit blogindlæg, da jeg læste artiklen om, at i ønsker barn nr. 2 og at det lader vente på sig. Jeg har netop købt din bog, da jeg føler jeg kan spejle mig lidt i dig. Jeg har en datter på snart 4 år. Vi mistede lillebror halvvejs i graviditeten i december og har netop været igennem endnu en spontan abort (tidlig). Så jeg har mistet modet lidt og føler mig sat frygtelig tilbage, men jeg håber at din bog kan inspirere mig til at være stærk og blive ved med at gå efter det jeg drømmer om, men samtidig nyde min lille familie som den er nu. Det ser ud til at du prøver det samme. Kh. Line