MINE RÅD TIL AT VÆRE AMAZING OG UPERFEKT!

Hey Darlings! Jeg har tagen den op før… hvordan når man dertil, hvor man bare synes, at man er amazing 24/7 bare fordi?! Selvaccept og selvkærlighed, men obviously uden at man mener, at det er fordi man er bedre end andre og højrøvet?! Det er jo helt okay, at mene, at man er sej, at man er smuk, at man er værdufuld at være på denne jord, ligeså meget som alle andre. Jeg tænker ofte på, hvordan jeg kan få det kommunikeret ud til jer, der efterspørger denne slags indlæg, så det giver mening. For man kan ikke bare sige “elsk dig selv” og så sker det… så jeg prøver at tænke på de perioder, hvor det vendte sig for mig. Idag ser jeg det klart, men jeg er også blevet ældre og har været mine bodyimage kampe igennem med mig selv og andre. Men da jeg var yngre var jeg A MESS og jeg hadede min krop!

Når vi er børn (helt små), går vi ikke så meget op i udseende og tøj og jeg tænker om vi piger især bliver forberedt nok på, at vores krop altså kommer til at ændre sig en del. Jeg husker, at jeg i starten af mine teenageår var super slank, ikke begyndt at udvikle bryster eller hofter og allerede dengang var det eneste jeg tænkte på, at holde vægten nede (selvf. dels pga. sporten). Da jeg var omkring 17-18 års alderen og tog på, hvilket var umuligt ikke at gøre, for jeg var ved at blive til kvinde, og jeg kunne ikke veje 35-40kg for evigt, fik større barm og bagdel, så følte jeg at jag havde fejlet, at det var GAME OVER med mig. Nu er der ingen der kan bruge mig til noget og jeg er ulækker. Og det var simpelthen fordi min tankegang var, at det var det værste der kunne ske og årene efter prøvede jeg bare at gemme min “nye” krop og jeg kunne slet ikke finde ud af den. Jeg kiggede mig selv i spejlet og tænkte… FØJ, er det nu det her jeg skal leve med. Fordi jeg i en del år fik at vide, at det ikke var idéalet for mig – jeg skulle være helt super slank (helst undervægtig), holde de der 46kg for evigt og mine bryster skulle ikke vokse. Det var så umuligt for mig at overholde de krav og jeg gik helt ned med depression og hadede min krop for, at den havde failet mig. Men jeg så ud dengang nogenlunde, som jeg gør nu – det var min transformation og hvis man havde normaliseret det lidt mere for mig og skåret ud i pap at det var en NATURLIG overgang og at alt var okay og at jeg ser ud præcis som JEG skal, så havde det måske ikke været så traumatisk.

Jeg ser mig selv i spejlet nu og uanset hvilke idéaler der florerer eller hvilke hatekommentarer jeg får, så hjælper det mig, når jeg ved, at jeg ikke skal efterleve andres perfekte forestilling eller min egen. HVIS man vil gøre ALT for at perfektisere sin krop efter nogle idéaler, som man måske har i hovedet, så vil man være igang for evigt. Hvis man vil lave om på sin kost eller livsstil eller tabe sig 5 kg, eller få lavet bryster, så synes jeg da ikke, at der er noget galt i det… det er blot det billede, som vi har i hovedet af noget perfekt, som kan være sundt at slippe. Efter teenageårene og 20’erne, kommer graviditeten eventuelt og her ændrer kroppen sig igen. Nogle kan måske snappe helt tilbage til hvordan de så ud før uden anstrengelser, for sådan er de bare… og vi er altså alle forskellige. Mine hofter er f. eks. blevet bredere efter jeg har født, sådan betydeligt… kan jeg mærke på alle mine bukser, men det er det “minde” jeg har, heh, og jeg kunne da måske få en mindre bagdel og hofter, hvis jeg trænede hver dag eller tabte mig. Jeg har dog ikke lyst, da jeg ikke skal på en catwalk, hvor der kræves bestemt vægt og højde. Med det som jeg beskæftiger mig med – mor, selvstændig, offentlig person, så kan jeg se ud som jeg vil, så længe jeg selv accepterer det. I ved, at jeg elsker beautyprodukter og makeup, men jeg kan sagtens tage uf og handle med bumsecreme på. Morten driller mig lidt med det, men det er nok en lille statement for mig selv, for jeg kan godt lide kontrasten af det, fordi jeg ikke gemmer mig bag noget mere. Jeg SYNES altså at der er blevet rykket lidt til idéalerne og jeg håber, at det vil hjælpe jer, der synes det er hårdt at acceptere det. Måske sidder de unge piger især, og tror at verden forventer at de skal ligne supermodeller (som for det første er blevet det, fordi de er bygget sådan fra naturens side og fordi det er deres arbejde at vedligeholde det look), eller skuespillere, som også har et helt team af mennesker omkring dem, som personlige trænere og glam squad, og ved I hvad… jeg har selv testet den, for der er dage hvor I har set mig på Insta med frikadeller og helt vildt træt, men så bruger jeg lige en halv dag med de bedste ansigtsmasker, får negle lavet, sat hår, makeup og det rette outfit, og så er jeg selv helt overrasket, haha, men det tager en halv-hel dag, og det har man ikke tid til everyday, vel?! Vi kan også runde modellerne på Insta, hvor det er blevet deres arbejde at finde location, tage outfitbilleder osv. og der er man nødt til at være realistisk/kritisk, for ALT kan opstilles på IG og det er vigtigt at fokusere på sit eget liv og hverdag. Meget af det der sker på IG er komplet urealistisk!

Vi kan tage en så simpel ting, som outfits… denne kjole, som jeg har på her, havde jeg det komfortabelt i, da jeg gik hjemmefra – den er stretchy og behagelig, og gør at jeg har det på plads resten af dagen og har det godt. Hvor før i tiden prøvede jeg at klemme mig ned i et nr. for små jeans, for jeg sku da i hvert fald ned i den størrelse og tog noget mega løst og oversize på udover, fordi jeg skammede mig over mine store bryster, så man ikke kunne se dem, hvilket gjorde, at jeg havde det mega ubehageligt i det tøj hele dagen og var ukomfortabel og følte, at det altså var noget helt galt med min krop siden jeg havde det sådan. Lidt efter lidt fandt jeg ud af, at jeg blot skal finde ud af hvordan jeg skal klæde mig, så det passer til MIG. Fundet ud af hvor man køber de store bh’er, bukser til korte ben, at jeg helst skal bruge stretchy tøj og at ankelstøvler måske ikke er det nemmeste for mig at matche med noget, når jeg har korte ben. Jeg håber I forstår hvad jeg mener… Hvis I måske føler, at ingen respekterer eller elsker jer, så er det ISÆR dér essentielt, at I elsker og respekterer jer selv. Vi er så heldige i Danmark, og vi har mange muligheder, så hvis man lige vågner og tænker “Jeg er altså amazing” i stedet for at finde 10 fejl i spejlet… så er man på vej til den rette indstilling. Det er på tide at slippe alle de stemmer i hovedet, der kræver at man er perfekt på alle punkter og derfor prøver jeg også at vise jer alle mine uperfekte sider. Jeg er amazing, men jeg er ikke perfekt!